Hvorfor nogle is flopper

Jeg elsker is! Rigtig rigtig meget endda!

Man kunne tro det er fordi jeg arbejder som ispige, men iskærligheden kom først, først langt senere i mit liv kom ispigejobbet til.

Da jeg var lille, havde min mormor og morfar altid fryseren fuld af ispinde. Jeg kunne ikke så godt tåle mælk dengang, og morfar elskede sodavandsis, så vi havde en fælles kærlighed for sodanvandsisene ’Vennernes vej’ fra Hjemisbilen.

Jeg kunne bedst lide den helt mørkerøde (druesmag), morfar foretrak den gule (appelsinsmag, måske?), mormor kunne var gladest ved den lyserøde (jordbærsmag så vidt jeg husker.).

Som 15-årig fik jeg så arbejde i Chokoland. Her solgte vi isvafler og softice… Helt almindelig kedelig frisko-is og masseproduceret softicemix. Her foretrak jeg appelsinsorbeten, men var ellers ikke videre begejstret for isen, hvad vist er en ret naturlig følge af, at man kan læse varedeklarationen på softicemixet…

Som 18-årig skulle jeg stoppe is Chokoland, og derfor fandt jeg hurtigt videre til en rigtig isbar. Sådan én med hjemmelavet frisk is, kæmpe udvalg og fokus på kvalitet og lækre råvarer.

Dét var straks meget bedre for sukkermunden her.

Men isbaren har jo ikke åbent hele året, og siden jeg ikke kan lide paradis, og ikke gider tage til centrum af Kbh hver eneste fucking dag (for så ofte vil jeg altså gerne have is) køber jeg altså også ispinde i kiosken, på tanken, i føtex og hvor end jeg støder på dem.

Og nogle af dem er virkeligt gode. F.eks. Twister-isen fra Frisko, som smager lækkert, sødt og syrligt på samme tid, og så endda har den dejligt cremede konsistens som en god limonadeis skal have.

Andre igen er knap så gode, og udgår derfor ofte når sommeren går på hæld.

Jeg har netop læst en lillebitte artikel på tv2.dk omkring tre af de udgåede is, og støder her på dette udsagn fra Jacob Jensen, salgsdirektør hos Frisko:

 “Det er en gåde for mig som isfanatiker, at den ikke hitter. Folk spørger konstant efter den, men hver gang vi har givet den chancen, så gider danskerne den ikke alligevel. Det handler nok om, at den ikke rammer så bredt, som vi egentlig tror, den ville. Selv da vi prøvede med stracciatella-modellen i 2009 gik det galt,”

Virkeligt? Det kan han simpelthen ikke forstå??

Jeg kan sagtens forstå det, og jeg har smagt begge udgaver…

Grunden til, at danskerne ikke gider at spise netop dén is, er fordi den kage/kiks som isen er pakket ind i, er umanerlig ulækker. Det var sådan en tæt, fintmelet lille chokoladekage/kiks, som ikke rigtig smagte af chokolade… eller havde noget bid… den mindede mest af alt om en frossen kinder mælkesnitte, med en lidt tættere struktur.

For Ben&Jerrys har jo også en sandwichis på kortet. Og den har nu overlevet i snart to år, og jeg kender ikke en eneste is-spiser som ikke elsker den is.

Og hvad er så forskellen? Forskellen ligger i kagen. B&J’s kage er en cookie. Den krummer, den har bid, den smager let karameliseret i den lyse del, og kraftigt af chokolade i den mørke del.

Dér ligger hemmeligheden i den gode sandwichis! Hvis du bruger skodkager til at lave en sandwich-is, får du en skodsandwich, lige så vel som hvis skodbrød til en rigtig sandwich giver en skodsandwich. Logisk, ikke?

Men hvad gør man så, hvis den lokale tank eller 7/11 er løbet tør for B&J’s sandwichis? Såprøver man bare én af de nedenstående! (Medmindre man selvfølgelig gider at finde nogle lækre cookies og selv lige smække lidt is på? Det er jo ikke så svært endda, men dovenskab er en dyd i Gollums univers.)

Nu har jeg lige samlet et lille udvalg af pletskud fra Frisko, for de fortjener altså også lige lidt positivt efter ovenstående svada.

Magnum Gold

Jeg er normalt ikke meget for Magnum-is. Ikke fordi de ikke er lækre, de er bare ikke særlig spændende altid, og siden jeg er mælkeallergiker, prioriterer jeg altså benhårdt hvad min mælkekvote skal bruges på.

Men Magnum Gold er god! Den har den helt rette kombination af vanille, hvid chokolade, karamel og salt. Havsalt i enten chokolade eller karamel, er simpelthen den bedste kombi ever, og her har Magnum bare skudt papegøjen.

Solero Fruit Ice

Den her har jeg faktisk ikke fået smagt endnu, men min erfaring med solero siger mig, at en solero-is aldrig er en fejl. For det første er både deres forsøg ud i sorbet, sherbet og limonadeis alle virkeligt gode, og for det andet bruger de altid friske smagssammensætninger som ikke drukner i sukkersmag, hvad en sorbetis ellers meeeeeeeeeget nemt kommer til når folk overdriver.

Derudover er det jo kun megamegetmer en bonus at sådan en lille basse kun indeholder 65 kalorier! Det er mindre end en banan!

Calippo Shots whatever (Calippo Shots Strawberry Lemon)

Dem har jeg heller ikke smagt, men børnene der kommer i isbaren siger at de er ’rigtigt gode!’ og jeg personligt synes det er helt vildt sjovt at de åbenbart ikke længere udgør en kvælningsfare.

Og for god ordens skyld, vil jeg lige tilføje von Astis input, selvom det ikke kommer fra Frisko:

Maxibon!

En god sandwich-is, med både straciatella-is, chokolade og en lækker kage.

Nå, nok om is for nu, jeg mangler nemlig at få købt ind… og jeg er på mærkværdig vis blevet vildt lækkersulten… Tror jeg vil købe nogle sun-lollyer med… de er nemlig også rigtig gode!

Ps. Alle billeder tyvhugget fra Frisko.dk, premier-is.dk, tv2.dk  og tilfældig hjemmeside som havde et foto B&J’s Wich-is.

Har du klæbehjerne?

Sådan blev der spurgt på debatten i dag.

Først tænkte jeg ’Nej, jeg kan glemme hvad som helst…’ Jeg har nemlig ganske ofte ret svært ved, at huse hvordan min adresse staves, og forleden kom jeg til at svare 25 da jeg blev spurgt om min alder.

Men jeg har lidt klæbehjerne alligevel. Sådan på en arbitrær selektiv måde.

Som de fleste mennesker kan jeg selvfølgelig huske ting der har min interesse, men sagen er lidt, at det der interesserer mig absolut mest er; at lære nye ting.

Nu er jeg jo samtidig bibliotekar, og som min tidligere chef slog fast, så er jeg voldsomt informationsafhængig. Jeg kan ikke håndtere usikkerhed og uvidenhed, så jeg slår ting op konstant! Og når jeg så oven i hatten internaliserer ny viden bedst, ved simpelthen at læse den, så har jeg fået samlet mig en god portion af komplet ubrugelig viden igennem årene.

Lige nu arbejder jeg jo ude på Bakken. Jeg er vendt tilbage til mit gamle fritidsjob, og sælger derfor is og sandwich ude i Amis Isbar mange dage om ugen – og det er mega hyggeligt! Jeg elsker simpelthen kundekontakten (hvad jeg overhovedet ikke havde forestillet mig!), og jeg nyder næsten også de ømme fødder og ru hænder efter fyraften.

Men jeg har en lettere ocd-præget tilgang til kundeservice, og jeg lægger enormt stor vægt på at være opsøgende, venlig og snaksalig over for kunderne – for som jeg siger når de roser servicen ’Det er jo ikke Netto det her, god service hører sig til.’ Og så smiler de og giver drikkepenge, og alle er glade.  Hvad jeg personligt betragter som en god præstation når kunderne skal betale 30 kr(!) for en lille softice…

Men hvad fanden skal man sige til de dersens kunder? Jeg kunne jo sagtens sige det samme til dem alle sammen, de aner jo ikke hvad jeg sagde til de forrige kunder… Men det er jo for det første kedeligt, og derudover så stritter alt indeni mig, hvis jeg pludselig begyndte at lyde som sådan en mekanisk ekspedient-dukke.

Det gjorde jeg nemlig da jeg som teenager arbejde i et byggemarked… Der var fra øverste leder udstedt en kundeservicemanual med fuldt manuskript som SKULLE følges… Det resulterede i umanerlig upersonlig og mekanisk service, og nogle kassedamer der nærmest var hjernedøde:

Godmorgen/Goddag/God eftermiddag/God aften,

(kunde siger noget),

Vil de have en pose?,

(kunde siger noget),

Det bliver XXX.XX kr. – kontant eller med betalingskort?,

(kunde siger noget),

Hvis betalingskort, spørg da ’Vil de have den på beløbet?’,

(kunde siger noget),

(Giv kunde kvittering,

Hav en fortsat god dag.

(Gå videre til næste kunde),

Godmorgen/Goddag/God eftermiddag/God aften

 

(Gengivet ud fra min hukommelse)

Det manuskript var jo tosset. Man kunne sgu da bare have sagt til kassedamerne ’Hils pænt på kunderne, sig pænt farvel og vær ellers søde.’ Bum. Meget simplere… men næææææh nej, vi skulle alle udstyres med et nedskrevent manuskript, for ellers var det jo stensikkert at vi bare ville sidde og glo forvirret og forundret på kunden. Måske vi ville begynde at kaste tommestokke og hobbyknive efter kunderne hvis de bad om en kvittering?

Nå, men det var i hvert fald dræbende for arbejdsglæden, og den kan ellers godt være stor i et servicejob. I hvert fald for mig, for jeg tænder helt vildt på kundekontakt, og jeg er meget stolt af min evne til at yde god service.

Men tilbage til emnet: På Bakken rabler jeg løs konstant, og jeg forsøger at være mentalt til stede og have fokus på den enkelte kunde, og derfor siger jeg naturligvis ikke det samme til alle kunder.

Men det resulterer også i nogle meget mærkelige samtaler en gang imellem… Som sagt er jeg informationsafhængig, og jeg er samtidig pisse nysgerrig og rimelig tit fuldstændigt uden filter, så kundernes små spørgsmål, kan nogle gange udløse et rent vandfald af fuldstændig meningsløs information:

Hvordan laver man candyfloss?

Sukker tilsættes smags- og farvestoffer, puttes så i candyflossmaskinen som opvarmer det til flydende karamel, og derefter ved høj fart centrifugerer det ud igennem bittesmå huller i cylinderen. Det giver nogle lange tråde af sukkerstads, som pga luftfugtigheden klistrer sig sammen til spindelvæv.

Bonusinfo: På svensk kaldes det Sukkervat

 

Hvad er guf?

Guf er ubagt marengs, som laves på pasteuriserede æggehvide, sukker og smagsstoffer. Du kan lave det selv ved at tage 3 pasteuriserede æggehvider og piske dem stive, så tilsættes evt. vanilla eller lidt jordbæressens, og derefter piskes konstant imens der gradvis doseres 8 spiseskefulde sukker. Det skal piskes hårdt og længe, og opbevares køligt.

Bonusinfo: Det smager megalækkert, hvis man lige brænder toppen af guffet med en gasbrænder.

 

Hvad er sorbetis?

Hvorfor spørger folk om det??? Hvem ved ikke det????  Kort svar: Sorbetis er en vandbaseret is som består af frisk frugt, vand og i nogle tilfælde tilsat sukker eller honning. Sukkeret er dybest set ikke nødvendigt, og jeg synes ærlig talt det smager bedst uden. Det giver også en mindre risiko for at isen krystaliserer under frysning. Den lange forklaring: Sorbetis stammer oprindeligt fra mellemøsten, og var oprindeligt en drik bestående af frugt og vand. Omkring år 1550 blev sorbetis bragt til Frankrig, hvor det blev serveret ved hoffet og senere i Paris’ gader. Den første noterede servering af sorbet-is, skete ved det franske hof, og bestod af en sødet rosevands-sorbet.

Bonusinfo: En korrekt lavet sorbet-is indeholder 0% fedt, og afhængigt af om der tilsættes sukker eller ej, kan kalorieindholdet komme helt ned på 40 kalorier pr 100 gram = færre kalorier end et æble!

Og sådan kan det fortsætte en hel dag. Og jeg elsker det! Jeg var egentlig ikke helt sikker på, at kunderne også kunne lide mine endeløse redegørelser og konstante rablen, men det tror jeg nu godt de kan. I hvert fald roser de ofte min service, drikkepengene vælter ind (til en fællespulje… mega snyd!) og jeg er ind til videre blevet tilbudt to stillinger i andre butikker. Hvis altså jeg lige ville smutte til vestsjællland og blive souschef for en lillebitte brugs… Men ok, han var også MEGET fuld.

Nå, nok rablen herfra på en dejlig søndag. Nu skal jeg se højhusnedrivning, og så ud til min mor og spise pandekager

 

Ps. Opskrifterne gengivet her stammer fra Gollums egen opskriftbog, og altså ikke fra Ami Isbar. Min chef i isbaren er sød, men han ville slå mig ihjel hvis jeg udleverede hans hemmelige opskrifter.

Han har dog selv delt et par opskrifter i tidens løb, og dem kan du se på isbarens hjemmeside.

En lille leg med habitus og social kapital… og Ølbøffel!

Nu refererer jeg jo konstant og hele tiden til Bourdieu, fuldstændig uden hensyn til om modtagerne aner hvad fanden jeg snakker om eller ej, og kraftigt inspireret af min veninde Ølbøffels nye blog, gik det lige op for mig, at ét af hendes indlæg er et fremragende eksempel på habitus og social kapital i aktion.

Men først: hvorfor er Bourdieu sexet?

Fordi hans teorier for det første giver skide god mening, og fordi de basalt set kan forklare alt inden for samfundsvidenskaben. Skide smart og enormt tidsbesparende, så er du en doven studerende, så læs Bourdieu og så er du set for life. Sådan da…

Men ok, lad os lege lidt  med habitus:

Habitus kan meget groft skitseres som værende den fortolkningsvinkel et individ anvender på omverden. Det kan komme af mange ting, en subkultur, en nationalitet, en vennegruppe eller andre små vinkler, men basalt set kan det koges ned til citatet ”Herfra min verden går.”

Men hvad så med social kapital?

Udtrykket er jo rimeligt selvforklarende, om end det kan være svært at arbejde med, da tolkningen af social kapital nødvendigvis vil være afhængig af habitus.

Men netop det er det sjove ved social kapital; at værdien og dermed den hierarkiske placering afhænger af habitus.

Derfor vil jeg gerne skrive lidt om min venindes blogindlæg.

Hun omtaler her et møde mellem hende og hendes vens habitus. Habiti? Habitusser? Whatever…

Hende og hendes ven er gode venner, og har derfor en fælles habitus de normalt også kommunikerer inden for konteksten af, men da samme person nødvendigvis vil dele flere forskellige habiti (ja, det synes jeg det hedder i pluralis), clasher de pludseligt og uventet da vennen påtaler det pudsige i, at Ølbøflens vennekreds leger med en artefakt fra en anden habitus. (Ja, her fik jeg pludselig trukket Schein ind i ligningen.)

Ølbøffel skriver selv at hun vil betegne størstedelen af hendes vennekreds som nørder, men lige så vil hun betegne den omtalte anden ven som en nørd, men dog en anden slags nørd. Vi har altså nørdgruppe 1 og nørdgruppe 2.

Nørdgruppe 1 sætter sig ned for at spille et spil og hygge sig, og inviterer derfor ven fra nørdgruppe 2 med til hyggen.

Nørd type 2 ankommer, spiller og hygger, og da aftenen er ovre bemærker han hvor pudsigt det var at se nørdgruppe 1 udføre et ritual som normalt hører til i hans nørdgruppe.

Ølbøffel bliver irrationelt sur, og hun er skarp nok til selv at se det irrationelle i hendes surhed, så hun bider den i sig og går i gang med at analysere hvorfor mon hun blev sur.

Svaret er så simpelt, og samtidig så kompliceret – at hendes nørdgruppe 1, lånte en artefakt og et ritual fra en anden gruppering, og da de blev konfronteret med det pudsige i den situation, følte Ølbøffel hende sociale kapital og habitus angrebet.

Det er en interessant situation, for den er normalt så uudtalt og ubevidst, så allerede ved vennens påtale stritter det hele på Ølbøffel, og hun føler sig nedladende behandlet – netop fordi hun havde inviteret ham med og ”udvidet vor kreds med et nyt medlem”, og så får hun kontant at vide at han ikke er en del af deres habitus, han har sin egen og de har derudover kun lånt deres ritualer og derved deres sociale kapital.

Se, habitus og social kapital er sjovt, og kan bruges til hvad som helst.

Ahmen, se ham også lige! Han var da også lidt en godte dengang, ikke?

Tanker om BigBrother

Ja, altså ikke den relevante BigBrother fra 1984, men den fra tv.

Jeg har ikke set alle afsnit. Faktisk har jeg ikke set så mange afsnit… Ærlig talt har jeg nok kun set omkring…5 afsnit. Men det er altså også frygteligt kedeligt! Og det skal det vel være?

Jeg kan huske tilbage for omkring 10 år siden da BB kom til Danmark første gang, og min daværende kæreste og jeg fulgte troligt med næsten hver aften. Og der var det faktisk også kedeligt. Men det er jo ligesom også det der er meningen, ikke?

Find nogle mennesker som mener at de kan underholde sig selv og hinanden, og så lås dem inde i et hus med kameradækning i 100 dage. Hvem knækker først? Og hvorfor knækker de?

I andre programmer bryder de sammen fordi de mobbes (læs: intriger). I BB knækkes de pga akut mangel på input og mening med tilværelsen.

De bliver tvunget til at udvikle galoperende kollektiv narcisicme, og paranoia er ikke længere paranoia: det er virkelighed.

Men så skred Pil, Christian og de andre fra huset, Dildo-Jill (undskyld jeg lige kaldte dig dét hvis du følger med Jill) blev vært for næste omgang, eller vandt allstars eller sådan noget… jeg ved det faktisk ikke helt, men BB stoppede i hvert fald.

Og nu er det tilbage, men noget er HELT anderledes! Og her tænker jeg ikke på den konstante gennemstrømning af gæster og nye deltagere, jeg tænker på deltagernes metaforståelse.

Førhen i de tidligere sæsoner virkede de som om de havde fattet konceptet: Kameraerne er dér, dér, dér, dér og alle vejne. I må ikke tale taktik og I må ikke tale om livet uden for huset. I nominerer to deltagere, og seerne stemmer om hvem der skrider.

Nu? Ja nu sidder jeg og kigger på en pige som arrigt og desperat skriger ”Det’ bare penge, det’ bare fjernsyn!”*, som om det skulle være en overraskelse? Ja, gu er det sgu da fjernsyn?! Hvad fanden forestillede pigebarnet sig egentlig?

Mange af deltagerne siger at de meldte sig for udfordringens skyld – de ville udfordre sig selv og prøves af. Men sagen er: BB udfordrer dig ikke på en konstruktiv måde. Udfordring og selv-afprøvelse burde gerne føre til en form for selvudvikling. Man udvikler sig igennem prøvelsen og lærer noget nyt.

Men i BB-huset lærer man intet nyt, og man udvikler intet. Man er bare konstant overvåget og presset, og det eneste man egentligt lærer derinde er at perfektionere sine overlevelsesmekanismer. Deltagerne degenerer: de bliver mere og mere karikerede for hver uge, de bliver arrige, de får paranoia og måske frygteligst af alt, så indser de den totale meningsløshed i deres forsøg på selvrealisering igennem isolation og stilstand.

Måske er BigBrother fra tv og den fra bogen den samme? Måske er BigBrother år 2012 meningsløshed og stilstand? Hvor det førhen var tankekontrol og pacificering? Men hvis det er tilfældet, hvem er så denne BigBrother? Er det producenterne fra tv, eller er det deltagerne?

*Ja, eller noget lignende… Jeg hørte ikke så godt efter, jeg er i gang med at forsøge at finde ud af hvorfor sådan noget chai-the skulle være så godt.

Besværligheder – del 1

Her er så første del i føljetonen om “besværlighederne” på plejehjemmet.

Denne første ting, kan for udenforstående virke som en minimal ubetydelig detalje. Men det er den bare ikke.

Morfar er meget glad for chokolade.

Han er svært dement, og det eneste han rigtigt nyder, er at spise. Allerhelst søde sager, for han kan ikke smage andre smage.

Derfor bliver morfar jævnligt forsynet med store mængder chokolade. Så store mængder, at medarbejderne på Toms Chokolade-outlet-salg kender min mor godt nok, til at spørge hvordan det går med morfar.

En anden beboer på morfars demensafdeling kan også godt lide chokolade. Så hun sniger sig nogle gange ind til morfar og “stjæler” lidt af hans guldkarameller, guldbarer og kæmpeskilpadder.

Det er fint med os. Morfar er fjong med det, og mor og jeg er ærlig talt ligeglade… Altså, lidt chokolade fra eller til gør ingen skade for os, og hvis Chokoladedamen bliver glad af lidt mundsødt, så skal hun bare slå sig løs. Ingen problemer der, vel?

Nej, der er åbenbart problemer. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, må Chokoladedamen nemlig ikke gøre det for personalet. Så de forhindrer hende i det, ved at gemme morfars chokolade. Inde i køkkenskabet, oven på bogreolen, under en hat…

Hvorfor forstår jeg jo ikke? For Chokoladedamen må altså gerne spise af morfars chokolade. Gi’ til en, gi’ til alle, ikk’? Vi har jævnligt kringle, rådhusstænger, lagkage, is, rødvin, småkager, chokolademousse, citronfromage eller othello-lagkager med til hele afdelingen, så hvorfor skulle vi ikke også dele nogle skide guldkarameller med dem?

Men dét må hun åbenbart ikke. Jeg har stillet en milliard spørgsmål om den situation, og tilbudt at tage noget chokolade med til hende også, for ærlig talt – jeg vil altså ikke være dén person der nægter en dement ældre kvinde et stykke chokolade!

Men hun må ikke få det. Hun er hverken diabetiker, overvægtig, højt blodtryk eller noget som helst – det er bare ikke hendes chokolade, heller ikke selvom jeg selv giver det til hende.

Så nu får ingen af dem chokolade! for hverken chokoladedamen eller morfar kan finde det, og personalet lider af ude-af-øje-ude-af-sind-syndrom, så de giver heller ikke morfar noget chokolade.

Og ja, det er en lillebitte ting. Men den dumme chokolade er altså den største glæde morfar overhovedet har! Han får julelys i øjnene når mor eller jeg kommer og finder chokoladen frem, men vi kan jo ikke komme hver dag.

Morfar

Morfar er som før nævnt meget dement. For at være præcis lider han af semantisk demens, hvad er kendetegnet ved at særligt hans sprogcenter i hjernen er ritgig hårdt ramt. I de tidlige stadier af demens vil semantisk demens først vise sig ved tale- og sprogproblemer, men senere hen nærmer det sig mere typiske demenssymptomer.

Mange tror, at det at være dement er ligesom de jokes man kender om den senile farmor som ikke kan huske navne eller som brygger kaffe på kanel. Sådan er det bare ikke helt… den senile farmor kan godt være i de tidligste stadier af demens, men hun kan også bare være gammel, lidt forkalket eller simpelthen dehydreret – ligesom led og muskler bliver hjerner jo også slidte med tiden.

Nej demens er ikke noget at joke med. Det er en sygdom som basalt set består af en ganske langsom og snigende hjernedødhed, hvor forskellige celler pludselig sætter ud og bliver anaktive. Imens det sker mister man løbende kompetencer, endda kompetencer ssom man ikke betragter som kompetencer… F.eks. betragter man måske evnen til at genkende ansigter som en kompetence, men man glemmer at det at kunne tænke en sætning også er en tanke.

En dag er alle kompetencerne borte, og så slettes det sidste; og det er på grusomste hvis organernes funktioner og vejrtrækningsrefleksen.

Morfar er ikke helt så hårdt ramt endnu, gudskelov eller desværre… det er lidt et tabu, men jeg håber han selv dør fredeligt før det kommer dertil, for jeg vil helst ikke se ham forsvinde helt før hans krop endelig giver op.

Ok, en kort pause og en dyb vejrtrækning og nu er jeg tilbage igen.

Morfar er sej og på trods af at det smerter mig at se ham sådan her, så har jeg trøstet mig med at han jo har det godt på plejehjemmet, og han blev forkælet til den helt store guldmedalje. Men det bliver han altså så ikke mere – og det pisser mig i dén grad af.

Morfar har stadig evnen til at bevæge sig, og han er forholdsvis aktiv og meget meget nysgerrig og deltagende. Han er lidt som en 1-årig, for han har ord men intet sprog så han taler temmelig sort, men med tonefald og volumen kan han nu godt gøre sig rimeligt forståelig.

Han er kærlig og venlig, og vil gerne kramme, holde i hånd og stryges over håret.

Han vil gerne pille ved ALT! I går gik det ud over min mobil, som pænt blev pillet ved, vendt og drejet og til sidst forsøgt stoppet i munden før min mor fik den hugget tilbage.

Han er gammel lærer, og vil gerne fortælle og forklarer hvordan alt hænger sammen. Det giver ikke så meget mening pga førnævnte mangel på ord, men det er ret tydeligt at han undersøger og forelæser på livet løs.

Han vil gerne spise. Helst hele tiden og helst søde sager. Det giver ret god mening, for han har vist kun den søde smagssans i behold, så han kan jo dybest set kun smage sukker… jeg har set ham spise adskillige skefulde stærkt dijonsennep uden så meget som en kort pause imellem skefuldene.

Ja, sådan er min morfar.

Nu nævnte jeg jo, at jeg ikke synes det går så godt med plejehjemmet lige nu, og det står jeg ved. Efter nogle omrokeringer i personalet er niveauet derude dalet, og flere af beboerne bliver ikke længere aktiveret, men i stedet nærmest passificeret.

Morfar er én af dem, og jeg er ved at skrive et brev til lederen for at bede om et møde, men lige nu, vil jeg bare tænke tilbage og mindes min gamle søde morfar.

Da jeg var lille passede han mig tit, og jeg har aldrig et sekund tvivlet på, at han var min allerbedste ven. Han havde ikke så meget tid til min mor og min moster da de var små. Han arbejdede jo med børn hele dagen, og det var nok heller ikke så moderne at være den favnende far dengang… Så han tog alvorligt revanche da jeg blev født.

Jeg har jo ikke nogen far, og min mor arbejdede ligesom morfar meget, men nu var morfar pensioneret, og vi legede og legede og legede os igennem de første år af mit liv.

Vi byggede små både til søen og åen, vi vadede ud i åen og samlede skibene op igen når de uværgeligt tiltede pga strømmen, vi gik ture og gik balancegang på rækværkerne, vi kælkede og byggede igloer, snemænd og kæmpe mure af sne.

Vi legede med playmobil, med smølfer, med barbier, med biler, med racerbaner, med bølleaber, med tusher og papir, med stempler med andeby’s figurer på, med skrivemaskiner, vi spillede fisk og sorteper og kryds og bolle, og morfar puttede pænt min Dukke Inger når det var sovetid.

Vi holdt fødselsdag hver dag! Vi dækkede det lillebitte bord pænt, med dug, og kopper og tallerkener og stearinlys, og så skar vi æbler, pærer, bananer og clementiner i stykker og dekorerede med rosiner, og så sang vi fødselsdagssang og spiste abemad rundt om det fine bord.

Morfar var hvert år julemand, og jeg har aldrig oplevet en mand være dårligere til at snige sig rundt med hemmeligheder… Han blev gennemskuet da jeg var to år gammel, men mor fik mig overbevist om at jeg ikke måtte gøre ham ked af det, ved at fortælle ham at jeg altså godt vidste at han var julemanden.

Ind imellem al legen fortsatte morfar som lærer, men nu var det kun for mig. Han hjalp mig med lektierne, og vi skændtes om matematikken konstant og til den helt store guldmedalje fordi vi brugte to forskellige metoder til division.

Da jeg af årsager jeg ikke kan huske, ikke kunne deltage i en emneuge på skolen, lavede morfar en emneuge kun for mig. Vi have emneuge og vikingerne, så vi besøgte Vikingeskibsmuseet i Roskilde, forsøgscentret i Lejre, og gik på biblioteket og læste om vikingerne, og til slut så skrev vi sammen en rapport om det hele og dekorerede den fint med flotte farveblyantstegninger af vikingeskibe, vikingetøj og vikinger.

Da jeg var omkring de 13 begyndte morfar at forfalde lidt, men vi troede det var almindelig alderdom, for han var stadig frisk og energisk, om end stædig og lidt forvirret. Han kunne f.eks. ikke lide at svinge til venstre når han kørte i bil, så i stedet svingede han bare 3 gange til højre.

Han fortsatte med at være fantastisk. Han lavede pænt the og serverede kager når jeg dukkede op en fredag aften med 5 klassekammerater efter en vellykket koncert på min venindes nærliggende privatskole.

Han insisterede af fuldstændigt ukendte årsager på at hente mig fra skole hver mandag og torsdag, og køre mig den ene kilometer fra skole til musikskolen.

Han tog mig med i butikken på hovedgaden som solgte gamle blade, og købte mig hver gang 12 Anders And-blade fra da mor var lille.

Han prøvede at lære mig at lave frikadeller, men det duede jeg ikke helt til, så i stedet lærte han mig at lave en rigtig god isvaffel med chokolade- og vanilleis lavet på sojamælk, med både flødeboller og syltetøj.

Han var sgu hyggelig, og vi har en lang og i mine øjne meget betydningsfuld historie sammen, og når jeg ser på ham nu, så er alt stadig ved det samme – vi har bare byttet roller, så nu er det mig der laver is, fortæller om vikinger, kommer med Anders And-blade og hjælper ham med at regne.

Og netop derfor skriver jeg det brev til lederen af plejehjemmet. Fordi morfar passede på mig da jeg var lille og behøvede det, så nu gør jeg det samme for ham. Derfor følger der også over de næste par dage, en række indlæg om de “besværligheder” der opstår på plejehjemmet lige for tiden. Ikke for at hænge dem ud, for hele møget er anonymiseret.

Men simpelthen for at få det ud. Jeg er så pisse frustreret, og vred og skuffet – og jeg skal ha’ det ud på en måde, så jeg ikke ender stortudende og hysterisk på plejehjemslederens kontor.

 

Diningweek og dild!

Fuld pige og jeg står i køkkenet til en stor fødselsdagsfest forrige weekend. Vi kender ikke rigtigt hinanden, men jeg kan lide hendes sko og hun kan lide mit hår, så vi bonder lige lidt i gensidig narcisistisk overfladekærlighed.

Fødselsdagsbarnet slutter sig til os og spørger mig om jeg kunne lægge hus til noget pigeaften omkring fredag d. 17. ”Nej, ikke næste uge – der er diningweek.” svarer jeg som den lille madgris jeg er, og antager meget naivt (åbenbart) at det burde være et mere en fyldestgørende svar.

Fødselsdagbarnet har allerede hørt om diningweek, men fuld pige spørger nysgerrigt: ”Hvad?”

Så jeg begyndte en mindre salgstale om diningweek: ”Jammen, det er sådan en kampagne-event, hvor nogle af de bedste restauranter i Kbh, sælger en 3-retters menu for 200 kr.”

Blank stirren fra meget fuld pige, så jeg fortsatte: ”Det er ret populært, men der er vist stadig 3000 billetter tilbage, så du kan jo undersøge det på diningweek.dk hvis du vil.”

Lidt mere blank stirren før hun svarer mig: ”Det er da en meget normal pris? Man plejer da at kunne få tre retter for omkring 180 kr.” Og så gik hun!

Øh, what? Jeg må altså konkludere her, at mig og fuld pige åbenbart må have talt forbi hinanden, og at mine formidlingsevner tydeligvis ikke er så gode som de kunne være… Man PLEJER altså ikke at kunne få 3 retter for 180 kr. på restaurant Frederiks Have! Faktisk koster en 3-retters dér normalt 370 kr. præcis!

Men ok, fuld pige og jeg talte ikke samme sprog, fair nok, så er der også mere mad til mig!

Og mad fik jeg i hvert fald nok af. Så meget superlækker mad at jeg omkring torsdag allerede savnede en rugbrødsmad.

Her følger en sporadisk og fragmenteret gennemgang af retterne, for jeg glemte at tage billeder af det meste: